Velkommen til Bornholm!
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs årsmøde for 2010 afholdes på Bornholm, nærmere betegnet i Svaneke d. 14.-16. maj - og det valg er der flere årsager til.
Bornholm er en skattekiste, hvad angår bygningskultur på flere niveauer. Der er monumental bygningskultur på verdensarvsniveau: rundkirkerne, Hammershus og fæstningsbebyggelsen på Christiansø, som i høj grad er med til at gøre øerne til turistmål.
Vi kender også noget til de smukke stationsbygninger, især stationen i Gudhjem, der nu er kunstmuseum, men mange andre bygninger kunne nævnes, f.eks. i Rønne bolig- og forretningsbebyggelsen Hafniahus, der som skibe er lagt til kaj i Sandgade1-11, tegnet af arkitekt Ib Lunding. Mange af de arkitekter, vi kender i dag, har tegnet et hus på Bornholm.
Vil du forlænge besøget i Kristi Himmelfartsferien, kan en arkitektur-tur anbefales.
Landsforeningens årsmødearrangement er i 2010 lagt i hænderne på Byforeningen Svanekes Venner, der i 1975 fik tildelt en europæisk guldmedalje for god bybevaring, og disse resultater vil byforeningen meget gerne vise frem.
Bent Falk
Formand for
Landsforeningen
Velkommen til Svaneke!
Svaneke på Bornholm og Colmar i Alsace i Frankrig fik i 1975 tildelt Europarådets guldmedalje for fremragende bybevaring. Det var første gang, denne fornemme hæderspris blev uddelt.
Svaneke har lagt sig til rette ved klippekysten på Bornholms østligste punkt. Beskyttet på tre sider – mod nord, vest og syd – af høje bakker, åbner byen sig mod øst, mod havet, som den skylder sin opkomst. Havnen er sprængt ind i klipperne, og vældige moler vidner om de kræfter, der udløses, når nordøstenstormen pisker vandet ind i havnen og op på Havnebryggen.
Det kan være en barsk oplevelse, når havgusen driver over de våde klipper og trænger op i gaderne, hvor den lægger et tyst slør om træer og huse. Men når så solen bryder frem, er Svaneke den dejligste by. De mange, velholdte bindingsværkshuse, det grønne løv, som vælder ud over lange havemure af granit, og de stejle gader gør byen til en fortryllende idyl, som man næppe kan opleve magen til andre steder i Danmark. Svaneke er helstøbt i sin form, præcist afgrænset mod det åbne land. Hver gang, man besøger stedet, føler man tryghed og glæde. Nogle vil mene, at livet i byen er gået i stå, men det er forkert. Det er kun moderne stressede mennesker, som ikke ved, hvad det vil sige at leve meningsfyldt, der kan have den oplevelse.
Niels Sivebæk Mogensen
Formand for Byforeningen Svanekes Venner
Comments