Jeg forestiller mig en form for "minikrydstogt-ture" - for eksempel Bornholm rundt, - eller til Chr. Ø ombord på et sejlskib, og her er Svaneke jo et selvklart udgangspunkt på østsiden af øen.
Fordi Svaneke er noget helt unikt. I modsætning til Rønne og Nexø - ikke for at forklejne de to byer - men de har begge haft jernbanen med den udvikling det har medført - og er begge blevet bombet under krigen, og ser derfor anderledes ud. De har ikke samme hygge og charme som Svaneke.
Forestil jer en turist - eller en fastboende bornholmer med bare lidt saltvand i blodet kunne stige ombord på f. eks. Svanen, og tage nogle dage af sin ferie og bruge på det - med overnatning ombord - og lidt hiven i rebene og tovene - afslapning, men også aktiv ferie.
Det ville måske endda på sigt være muligt og hensigtsmæssigt at samarbejde med nogle af de sejlskibe der sejler rundt nede i det Sydfynske ... Så tænk om man kunne få et cruise fra Svaneke til Sct. Petersborg via Visby og Stockholm ... eller andre steder i Østersøen - det er da en rigtig god ide at bruge havnen til.
Eller hvad med en en "bådbus" ... Tænk hvis man kunne købe en billet til en båd der sejlede til Gudhjem .... en slags busbillet. Og hvis man så ville videre kunne man købe en billet til Allinge ...
Jeg er født i Storegade 2 i Svaneke. Det er det der i dag bliver kaldt Svanekegården. Dengang hed det Smidttagårinj ... Efter manden der i sin tid huserede der.
Da jeg var en lille dreng stod jeg tit nede i haven og kunne kigge ud over rækværket og så på når Østbornholmske anløb. Det gjorde de så vidt jeg husker 2 gange ugentligt.
Der kom alt muligt med de både ... Passagerer der kom fra Kbh. og skulle holde sommerferie her i byen. Brevduer til posthuset. Pakker til hvemsomhelst i byen. Og mange byggematerialer kom der også. Så der var liv og aktivitet på havnen.
Det var oftest med Nordbornholm at passagererne var med, men jeg tror også at Østbornholm havde lidt kahytter. Og som jeg husker det - var det muligt at købe billet til næste havn eller længere.
Derfra fik jeg ideen om en "bådbus".
Senere kom de to andre paketbåde som også hed Østbornholm og Nordbornholm.
Jeg er godt klar over at det er sommeraktiviteter, men så kom der da liv den del af året.
Det kunne være spændende.
Mvh.
Erik Nordahn Frederiksen
Bestyrelsen for Byforeningen Svanekes Venner er mere end enige i ovenstående betragtninger, og vil følge op på dette spor!