Efter 4 års pause er fårene tilbage på Hammerslet. En af årsagerne til pausen var at kommunens naturgruppe gerne ville se hvordan naturplejen havde udviklet arealet. Når der ikke er får der bider blomsterne af er det noget nemmere at se hvilke plantearter der gror på arealet. Og som en glædelig meddelelse kan jeg fortælle at der er rigtig mange forskellige plantearter der vokser på Hammerslet. I naturfaglige termer vil man kalde området et klippeoverdrev med islæt af hede. En anden årsag til pausen er at det faktisk koster kommunen penge at få arealet afgræsset. Dette er faktisk en af de største udfordringer for kommunens naturpleje i vore dage. For bare 10-15 år siden kunne man være heldig at tjene penge på afgræsningen. Sådan er det ikke mere. Derfor prøver vi i naturgruppen at forsøge os frem med hvor lange afgræsningspauser man kan holde vores forskellige naturarealer. Og selv om pausen i afgræsning var kærkommen for dem der gerne ville se blomster så var det ikke muligt at udskyde afgræsningen længere. Overdrev, hede, enge, ja stort set alle lysåbne områder hvor man ikke vil have træer kræver at man hæmmer træernes vækst enten ved at kratrydde, slå høslæt eller afgræsse - ellers overtager træer og buske arealet.
Venlig hilsen
Morten Bach Jørgensen
Byskovrider Teknik og miljø, Bornholms Regionskommune
Comments