Mange år er gået, siden Ellen Brandt Ibsen, tidl. Svaneke Autoværksted fejrede jul på Brandsgård i Bodilsker. Hun blir’ 90 i februar 2012 og har siden 1953 boet i Svaneke. Det er Ellen i midten af billedet sammen med sine 6 søskende.
Ellens lillesøster Gerda der sidder længst til højre, har skrevet denne dejlige historie om deres barndoms jul.
Meget er forandret, men deres mors sildesalat lever stadig i bedste velgående, og nydes af både børn, børnebørn og oldebørn måske ikke juleaften, men en af juledagene.
Stor tak til AnnVibeke Knudsen for at finde de mange fine billeder og oplysninger om deres oprindelse.
Juleforberedelser på Bornholm
Når jeg skal fortælle om juleforberedelser på Bornholm, må jeg naturligvis gå ud fra mit eget hjem, og derfor må jeg prøve først at tegne et billede af mit hjem.
Foto af Brandsgård i Bodilsker.
Formentlig Sylvest Jensen Luftfoto, Hillerød. Håndkoloreret? 1950erne?
Jeg er opvokset på en 300 år gammel slægtsgård, Brandsgård i Bodilsker, på sydøst Bornholm på 120 tdr. land. Dengang havde vi fodermester, daglejer + to-tre medhjælpere. Desuden to unge piger, hvoraf den ene var en af os tøser. Vi var nemlig syv søstre – ingen brødre. Vi havde vore daglige pligter, både med at malke, køre møg, hakke roer og selvfølgelig lave husgerning, men måske netop det, at vi ingen brødre havde, gjorde, at vi også skulle arbejde i mark og stald. Men mor og far gik foran – de var f.eks. hver eneste morgen oppe kl. fem og malke, uanset hvad tid de var kommet i seng, og eksemplets magt har vel altid været den bedste opdragelse.
Foto H.P. Jacobsen
Mor og far blev gift i 1910 og overtog gården, da de begge var 22 år. Farfar døde nemlig i en alder af kun 48 år. Til bedstemor blev der bygget en lille ejendom på noget af gårdens jord. På den tid var der kommet mange polakker til Danmark for at hjælpe på landet. Der kom også én til os, og en dag han kom op og besøgte bedstemor, spurgte hun, hvordan det gik med den unge kone på gården. Hertil svarede han: Nu vi ynte spisa som svin mera, nu vi hâr hver sin tallerken og kniv og gaffel! Det var i 1910.
Min hjem var et ægte landbohjem med masser af traditioner, og når jeg nu skal fortælle om juleforberedelserne, og ikke mindst, hvad der blev tillavet af mad, kan det lyde som et helt orgie, men for det første sagde min mor altid, at i julen ville hun have madferie, og derfor skulle alting laves til, så der var nok til 14 dage, og for det andet var vi altid mange mennesker på gården. Jeg tror det var et godt sted at være, for vore medhjælpere var mange år i huset – de kom ligesom til at høre med til familien, så mindre end 20 var vi ikke juleaften, og ca. det samme indtil helligtrekonger.
Mellemmad og kaffetår i bryggerset.
Foto Valdemar Myhre, Byforeningen Svanekes Venner.
Nu skal I høre:
I bryggerset var der en stor muret ovn, tre-fire meter dyb, en meter høj og en meter bred. Der foregik al madlavning. Al slagtning af gris, kalv, gæs og ænder samt lægge dej til brød skulle gøres de sidste dage op til jul, for der blev kun tændt op i den ovn denne ene gang om året - i hvert fald det jeg kan huske - tidligere var det ca. en gang om måneden til brødbagning. Mor opdrættede selv ænder, gæs og kalkuner. Kalkunerne blev solgt, men ænder og gæs måtte lade livet på huggeblokken derhjemme. Den 18. december tog vi fat på slagtningen af 20 gæs og 30-40 ænder. Vi sad rundt om store trækar nede i vores hyggelige, varme kostald.
En kvinde skræller kartofler i sit bryggers.
Foto Valdemar Myhre, Byforeningen Svanekes Venner.
Bech – vores daglejer – huggede hovedet af dem efterhånden som vi ruskede dem, for de var nemmest at ruske, mens de endnu var varme. Vi sad der, far, mor, vores forkarl og så tre af os piger klokken fem om morgenen ligeså stille, mens køerne blev malket. Senere, når vi vågnede lidt mere op, fortaltes historier af alle slags. Bech’s historier kunne sommetider være vovede – og han var endda gift med en meget missionsk kone. Sikke nogle baljer med dun og fjer - det blev til dyner. Inde i bryggerset var vandet på kog i den store murgryde. Kræene blev først gnedet ind i harpikspulver og derefter dyppet i det kogende vand, så det var nemt at gnide alle de små dun af, for harpiksen stivnede og tog det hele med, og bagefter var de som marcipanænder.
Fjerkræet slagtes og plukkes.
Foto Valdemar Myhre o. 1900. Byforeningen Svanekes Venner.
Inde i hverdagsstuen fik det store spisebord tre plader i sig og lagt voksdug på, og så sad vi der og skar fjerkræet op. Far og Bech tog gæssene. Det var strengt arbejde. Vi andre tog ænderne, men puh’ hvor det lugtede og puh’ hvor var det fedtet – men sådan var det bare, og egentlig tænker jeg tilbage på det som noget festligt, vel fordi vi var i gang alle sammen. Men vi kedede os nu aldrig, når vi var i fars selskab.
Der blev jo en masse indmad – det vi under et kalder krås. Hjerter, kroer, halsene og ”flarkerna” – kræenes fødder, om man så må sige. De blev skoldet og det gule flået af. Alt blev kogt meget mørt, jævnet og smagt til med eddike og sukker og puttet i store krukker. Det var herlig mad. Kråsesuppe kendte vi ikke.
Den 19. blev der slagtet en kvie eller en stor tyrekalv og en stor gris. Det foregik i bryggerset. Slagteren, far og Bech ordnede det grove, men det var altid en af os piger, der skulle piske i blodet, når grisen blev stukket. Når grisen var færdig og hængt op, trådte mor og vi piger til. Det første vi gik i gang med var at vende og rense tarme efter alle kunstens regler. Når de var skrabede og tynde, blev de lagt i vand sammen med snittede porrer.
Slagtning på Slettegård i Østerlars ca. 1950.
Foto Mogens Hertz, Bornholms Museum.
Alt blev brugt på grisen. Kun trynen, ørene og det møg der var i tarmene, blev smidt væk. Selv af lungerne blev der lavet lungepølse. De blev røget og smagte fint sammen med f.eks. spejlæg. Medisterpølserne blev kogt og smeltet ned i store krukker. Tilbage var sylte, leverpostej, spegepølse og rullepølser. Blodpølsen blev lavet næste dag – både posepølse og tarmpølse. Men de voksne måtte ikke glemme at lave ”armepølser”. En ikke for lang tarm blev syet sammen i en ring, kogt og når den var halvkold, fik vi børn den op om armen og så måtte vi spise den når vi ville. Ved I hvad der også blev brugt til blodpølse? Halsskindet fra ænder og gæs. Det blev syet sammen i den ene ende, fyldt med pølsemasse og syet til igen. Det smagte meget godt.
Mor og datter på arbejde i bryggerset o. 1900.
Foto Valdemar Myhre. Byforeningen Svanekes Venner.
Pølsefremstilling
Den 20. om aftenen blev der lagt rugbrød, sigtebrød, hvedebrød, tvebakker og kommenskringler. Vi havde et stort dejgtrug – små to meter langt og 75 cm bredt. I den ene ende kom 50 kg rugmel og i den anden ligeså meget sigtemel. Bech tog sig af rugbrødet og i den anden ende stod en af os piger. Så kom mor med gær, kærnemælk, sirup osv., og vi æltede og æltede. Det var hårdt arbejde. Der skulle knofedt til, især til rugbrødet. Bech svedte, så sveden løb ned ad næsen og sagde dryp, dryp i dejen. Det er sikkert derfor den altid blev så god. Far stod og kikkede, og citerede ordsproget: Man skal kende pigen i dejgtruget og ikke i en springdans.
Der skal hugges brænde.
Ukendt fotograf. Bornholms Museum.
Næste morgen kl. fire begyndte Bech at fyre op i den store ovn med kvas og træ. Erfaringen sagde ham hvor længe den skulle hedes. Mens det foregik, skulle brødene slås op (dajnes) og formes til efterhævning. Derefter forberedte mor alle stegene. Ænder og gæs fik en speciel bornholmsk fyld i sig: Svedsker, æbler, kommenskringler, rosiner og kardemomme. Og så kom der hvidtøl ved stegene i stedet for vand.
Nu blev alle gløder og aske raget ud af ovnen, og omhyggeligt fejet med en riskost. I kan tro der var varmt, og det lavede et gyseligt svineri. Det første der kom ind var stegene – en af os måtte lyse med et stearinlys. Vi havde en lang stang med et bræt på, og det var en kunst at få stegene af og senere på uden at tippe dem der dybt inde i den hede ovn. Så blev døren lukket og den passede sig selv de næste to-tre timer.
Der bages i den store bageovn hos Børge Jensen på Aspesgård i Østerlars.
Foto Frede Kjøller. Bornholms Museum.
Bagning i den store ovn.
Når stegene var færdige skulle ovnen hedes på ny, så alt bagværket kunne komme ind. Men de skulle ikke have det så varmt. Rugbrødet inderst, så sigtebrødene, hvedebrødet og tvebakkerne.
Noget helt specielt vi lavede, og som var en væsentlig bestanddel af julemaden, var sky i enorme mængder. Al den gode sky fra stegene blev ikke brugt til sovs, nej, det blev blandet sammen i store lerfade og måske tilsat lidt husblas. Den smukke mørke farve havde den fra hvidtøllet ved stegningen. Sildesalat blev også lavet i store fade, og de to ting på rugbrød og andefedt – så hørte man englene. For se, vi piger har videreført traditionerne med at lave alting til før jul. Nu har vi jo køleskab, så det er ingen sag.
Her bliver der bagt pandekager ved brændekomfuret i køkkenet.
Foto Bornholms Museum.
Tilbage til den travleste dag i året.
Kan I forestille jer, at det efterhånden var blevet sent på eftermiddagen og nu skulle der gøres rent: træbordene skulle skures, kobbergruekedlen skulle skinne, for der skulle vi bade i næste dag. I mælkestuen kom der nye aviser på alle hylder, og hyldeborterne var aviser, der blev klippet ud i fine spidser, og hæftet op med tegnestifter. Jeg kan endnu se det for mig og fornemme duften af nybagt brød og andre lækkerier.
Den 23. – dagen før – kørte vi som børn med far i skoven for at hente juletræ og sørge for vildtet. Halmknipper blev stablet op til beskyttelse, og derunder blev der lagt rigeligt med roer og korn. Om eftermiddagen skulle alle bade. Der blev tændt op i den store murgryde så der kunne øses op i zinkbaljer. Men selve murgryden var så stor, at vi mindste kunne være deri på én gang. Det rene tøj var lagt til varme ved kakkelovnen. Undertrøje, livstykke, uldklokke, uldstrømper osv. og senere ventede rene senge. Oh, det var himmelsk.
Inden vi skulle i seng, sad vi rundt om det store bord og lavede konfekt af forskellig slags. Vi sang meget, og når vi ikke sang, skulle vi fløjte, sagde far. Vi måtte jo ikke spise for meget.
Køkkenet på Gamlevældegård i Østerlars 1924.
Foto Kaare Rasmussen, Bornholms Museum.
Så kom dagen.
Vores hverdagsstue, hvor alting foregik, var ret stor med et spisebord med fast hjørnebænk, og et spisebord med en sofa ved. Det var skik at bordene skulle byttes om. Sikkert mærkeligt for andre, men det skulle være anderledes end til hverdag og sådan havde det altid været. Da vi var blevet voksne, kan jeg huske at en foreslog, om vi dog ikke skulle lade de borde stå? Ikke tale om.
Stuerne blev pyntet med gran og de pæne og nystivede lyseduge blev lagt på. Klokken 12 skulle al juletravlheden være overstået. Så spiste vi risengrød og klipfisk – altså den varme mad. Mandelgaven var altid et ludospil, for uanset hvem der fik mandlen, havde alle glæde af det. Til klipfisken fik vi naturligvis kartofler og sennepssovs. Men oveni sovsen var der masser af smeltet smør og oveni igen drysset kanelsukker. Vi spiser stadigvæk klipfisk kl. 12. Min kære mand holdt særdeles meget af det – og han var tilbøjelig til at sige til venner og bekendte: Kom kl. 12, så spiser vi klipfisk. Det skal I da smage!
Julehygge med nisser o. 1910.
Foto Soltau Sivertsen, Bornholms Museum
Nå, tilbage til min barndom og tidlige ungdom:
Nu er alting rent og pyntet og i orden. Også i staldene var der ekstra dejligt. Det eneste karlene skulle bestille fra juleaften til hellig trekonger var at passe dyrene, og ellers havde vi fornøjelse af hinanden eftermiddag og aften.
Inden kirketid var det tid til en kop kaffe med brune kager og klejner. Far og mor gik jævnligt i kirke og vi fulgte med en gang imellem. Mest for mors og fars skyld. Men juleaften var det lige så sikkert som amen i kirken, at vi fulgtes ad alle sammen. Når vi kom hjem skulle der malkes og fodres. Vi piger dækkede bord, og mor gik i mælkestuen og lavede fade til. Far satte sig til at røre hønnusyp. Det er snaps med honning i. Vi børn sad gerne rundt om og så, hvordan han gjorde. Denne skønne drik blev hældt i to store glas.
Og så var det kolde bord dækket. Det eneste der var varmt, var rødkålen. Far ønskede glædelig jul, og så startede vi ud med sildesalat og sky, hvortil hønnusyp især smagte godt. De store glas gik rundt, og vi tog en mundfuld – en kjæftfujl. Bech havde sådanne store kinder, hvor der kunne være meget, men han havde også fortjent det. Først da vi blev store blev der sat snapseglas rundt. Som små fik vi altid lov at smage. Honningen har en ejendommelig neutraliserende virkning på snapsen. Der var absolut ingen der blev påvirket. For øvrigt fik vi kun hvidtøl til. Aldrig bajerskøl.
Når dette fortrinlige måltid var til ende, var der nogle stakler der skulle vaske op. For at få tiden til at gå, satte bedstemor sig med os børn i kakkelovnskrogen og fortalte sânsager. Vi hørte og hørte ikke, for inde i den tilstødende stue var Bech, mor og far i gang med at pynte juletræet. Ingen fik det at se før det var tændt.
Dans om juletræet hos en familie i Storegade i Allinge o. 1920.
Ukendt fotograf. Bornholms Museum.
Og så!!!!!! Der stod det – lysene, duften af lidt brændt gran og alle pakkerne! Vi havde aldrig besvær med at nå rundt om træet.
Efter hurlumhejet med gaver og indpakningspapir, legede vi to bestemte lege, nemlig ”Sko Blak” og ”Skriva lânt”.
Jeg tænker tilbage på mit barndomshjem og mine forældre med megen kærlighed, beundring og respekt!
To nisser fotograferet af Karl Kofoed
Har lige printet Ellen´s historie ud og lagt op til mor her i Vestergade. Hun kender Ellen vældig godt og er nu igang med en historie fra livet på landet, som hun selv kender og genkender. Vældig godt fortalt og flot illustreret. De fylder iøvrigt år i februar begge 2, mor Inger Schou d. 12.02.2012, bliver 93. Tillykke med det til begge og for mange minder (som man jo har lov at have) :-)Send en hilsen til Ellen fra Schou, fhv " Rânklæva hotel" siden 1976, Vestergade 2.a, Svâneka.
Posted by: Søren Dyrby Schou | 13 december 2011 at 09:32 e.m.
Var der en datering på billedet med nisserne?
Posted by: Tina Roneklint | 19 september 2016 at 05:09 e.m.