Hvis I går tur i Svaneke, så undlad ikke at besøge den fine lille købstadskirke og gå også en tur rundt på kirkegården, hvor man stadig kan se kendte Svanekeborgeres sidste hvilested. Find fx Valdemar Myhre og hans hustru Ada Myhres gravsted, og send fotografen en ærbødig tanke. Ingen har som han - med sine idylliske fotografier - fortalt om et Svaneke på overgangen mellem købstadens stille og trygge lilleverden og 1900tallets mere pulserende by, hvor i hvert fald Østbornholmske Dampskibsselskab lagde til med sine skibe med jævne mellemrum og lod turisterne forstyrrede idyllen. Svaneke blev aldrig koblet på øens jernbane, måske var det det, der bevarede den for eftertiden? Senere var det Byforeningen, der kæmpede – og kæmper - for den fortsatte bevaring af byens enestående kvaliteter.
Det er det Svaneke Myhre fotograferede, fra han etablerede sig i byen som fotograf i 1889 (han var ellers uddannet som maler hos sin far) til han døde alt for ung i 1916. Født i 1864 blev han blot 52 år. I 2014 ville han være blevet 150 år. Byforeningen Svanekes Venner har planlagt at markere året med udstilling og bog om fotografen. Flere ”Venner” har slået sig sammen, dels for at udvælge de bedste af Myhres billeder til bog og udstilling, dels at finde det rette udseende på den bog, der skal vise hans allerbedste fotografier og dels for at samle så mange oplysninger som muligt om fotografen, maleren, skuespilleren, tenoren, foredragsholderen og meget mere – Valdemar Myhre.
Valdemar Myhre og hustru Ada i haven i Sander Dichsgade.
Comments