Byforeningen Svanekes Venner havde i Svanekes "Kærlighedsweekend" 27.-29. april 2012
et særligt arrangement om kalkning og facadefarver,
- det fandt sted i "fangegårdene" bag Svaneke Rådhus, lørdag den 28. april.
Vi gengiver her noget tekst og foto's fra hjemmesiden Kulturarvbornholm.dk ved Niels-Holger Larsen
På et par murflader i en af fangegårdene havde folk fra Svanekes Venner forberedt felter til prøvekalkning.
De gamle mure er "rodede" med lapninger i stærk cementmørtel, kalkede og derpå plastmalede - en rigtig dårlig kalkebund.
Det forsøgte vi at forbedre med en tyndt filtsning med finkornet kalkmørtel tilsat hydraulisk kalk.
Der var stillet an med farver, kalk, mørtel og værktøj til de 40-50 besøgende, som kom i løbet af eftermiddagen.
Niels-Holger Larsen blandede farver, kalkede og fortalte. Det forløb fint.
De besøgende lyttede tålmodigt - og stillede mange spørgsmål undervejs
Typiske spørgsmål:
Hvad gør jeg hvis huset er plastikmalet, og gerne vil kalke?
Skrab alt det løse af - slib eventuelt - børst ned - påfør et meget tyndt lag finkornet mørtel med hydraulisk kalk - det er ikke en supergod løsning, men hvis ikke muren er malet året før, men lidt nedslidt, så er der en god chance for, at der kan kalkes ovenpå dette grundingslag, som skal være meget tyndt, og det er vigtigt at det filtses på, så sandkornenes river lidt op i overfladen og sætter sig. Der er ingen "garanti" for efterfølgende afskalninger af plastmalingen - men det er et forsøg værd, og langt billigere end en total afrensning.
Hvad er det for en filtsemørtel, og hvor køber man den?
Man kan blande den selv, se her, eller købe en færdig tørmørtel herfra. Desværre er tørmørtlen ikke lagervare på Bornholm - endnu, men det bliver den måske.
Skal man ikke kalke hvert år inden pinse?
Det gjorde man i gamle dage - så det så fint ud, men det er nok mere en "myte" - det blev ikke altid gjort, og ofte kun til gaden eller vejen. Hvis man kalker "rigtigt" og bruger en god kalk- så kan kalken godt holde flere år.
Hvor køber man kalk og farver?
Det er lidt et problem, men der produceres rigtig god kalk her på Bornholm - i Rutsker hos Nexø Mørtelværk - hedder "Kirkekalk" (Lagret kulekalk), og forhandles hos byggemarkeder - eller kan købes direkte på mørtelværket i Rutsker.
Farvepulver - pigmenter - forhandles generelt "fra hylderne på Bornholm" kun i fire kulører: sort, gul (oxydgul), brun og rødt (oxydrød 120). Desværre er okker og lys oxydrød (110) gået ud af "programmet". Nogle har måske farver til salg, f.eks. malermester Torsten Nielsen i Svaneke, eller hos Niels-Holger Larsen, men de kan selvfølgelig også købes "ovre", - f.eks. her .
Kan man ikke blande noget i kalken, så den binder bedre, smitter mindre og holder længere?
Jo det kan man godt - men man skal afholde sig fra plastikbindere og betonbindere - de bliver med årene for tætte, og vanskeligere at kalke på. Man kan blande kasein, kærnemælk eller kvark (mælkeprodukter) i kalken - også her er der en grænse, men se her.
Man kan blande alle mulige kulører med kalk, men mørke kulører er ikke så bestandige - smitter af - fordi der er for meget farvepigment i.
Der blev blandet nogle typiske farver, som bruges i Svaneke
Der blev brugt opskrifter herfra
Disse farver blev blandet på stedet og opstrøget.
Bunden
Se billedet øverst, hvor grundingslaget påføres med "græskost" (kaldes også Syrekost) og filtset - hvor der var plane overflader af ren cementmørtel.
1. Gul okker - mellem.
Den traditionelle farve, brugt i århundreder. Kan ses på Melstedgård.
2. Jernvitriolgul - mellem
Meget populær i de seneste årtier, men brugt i hen ved 200 år.
3. Oxydgul - mellem
Kaldes af og til "Svanekegul" - er først kommet i brug efter 2. Verdenskrig - et kunstigt fremstillet pigment - lidt skarp og "kold" kulør.
4. Lys blå ultramarin
5. Mellem blå ultramarin
6. Mørk blå ultramarin
Blå ultramarin er på Bornholm udelukkende brugt i Svaneke og Listed - flere af de besøgende synes at nr. 6 var passende. (opskriften kommer senere - skal kontrolleres.)
7. Bornholmskrød - oxydrød - uden gult
Nogle synes den var flot, men måske for skarp og mørk.
8. Bornholmskrød - oxydrød - med gult
Andre synes denne var flot, men måske med for meget gult.
9. Bornholmskrød - oxydrød - med gult - lysnet med mere hvid kalk
En "mellemstade" i forsøget på at finde en lysere kulør til Svaneke kirke, der for en del år siden og tilbage i tiden har være rosa. Der er ønske om at vende tilbage til den gamle, lysere kulør.
10. Bornholmskrød - oxydrød - med gult - lysnet med endnu mere hvid kalk end nr. 9
Denne blev "valgt" til næste gang kalkning - her i år - på Svaneke Kirke. Næste gang bør den blive endnu lysere.
(11. er "smuttet")
12. Rosa - af brændt sienna
Har været meget almindelig, men flere synes den var for "mat" i nuancen.
Det var, hvad vi nåede. Nu sidder opstrøgene og patinerer - og efter vinterens frost og regn - så ser vi hvordan det går med holdbarheden.
God arbejdslyst med den kommende kalkning! - inden pinse!
Se også på hjemmesiden www.kulturarvbornholm.dk
Lidt ekstra:
Facadefarver i Svaneke
Svanekes bybillede er meget kulørrigt, og det har Svaneke været i mange år.
Det helt specielle er de blå facader, som på Bornolm udelukkende har været brugt - i nogle årtier omkring 1900 - i både Svaneke og Listed.
Der er i dag igen ved at dukke blå huse op i Svaneke.
Byforeningen Svanekes Venner satte i april 2012 fokus på Svanekes facadefarver - og specielt kalkede facader.
Der var to arrangementer, et med "teori" - den 12. april - et foredrag af Niels-Holger Larsen, og et med "praktik", den 28. april med demonstration af hvordan man blander kalkfarver og kalker.
Se også her: http://kulturarvbornholm.dk/site/832/
Posted by: Niels-Holger Larsen | 16 maj 2012 at 09:32 e.m.