Kanonerne på Vagtbod Skanse er igen i storform. Englænderne og svenskerne kan bare komme an - Svaneke er klar til at forsvare sig.
Byforeningen Svanekes Venner kan fortælle, at renoveringen af kanonerne på Vagtbod Skanse i Svanekes nordlige udkant nu er gjort færdig.
De gamle trækonstruktioner, raperterne specielt den del som man evt. også kan kalde "skinnerne/slæderne" var angrebet af råd, så det var nødvendigt at udskifte en hel del af træet.
"Kanonvognene" som har hjul -de der står ovenpå "skinnerne/slæderne"og bærer selve kanonløbene, dem var det kun nødvendigt at reparere lidt
Blandt andet ved hjælp af lokale donationer lykkedes det at få finansieringen på plads, så opgaven kunne overdrages til HJB Byg i Rønne, der har stor erfaring i renoveringsopgaver.
Byforeningen er meget tilfredse med resultatet, idet kanonerne nu igen fremstår i flot og autentisk stand. Kanonerne udgør et markant mindesmærke om byens tidligere forsvarsværker, og er et yndet tilholdssted for turister.
Gennem hele sommeren er der næsten konstant børn, som kravler rundt på kanonerne, så også af den grund var det vigtigt at bringe kanonerne i forsvarlig stand.
Kanonernes historie.
Man ved med sikkerhed, at der i midten af 1700-tallet eksisterede 3 skanser omkring Svaneke. Disse blev bemandet af soldater fra Svaneke Borgerkompagni, der var oprettet af Chr. Den IV.
Under ”Treårskrigen” (1848-50) kom der hvert år nogle officerer fra København for at lede den militære træning.
De gamle stationære kanoner blev efterhånden umoderne, og fremkomsten af armerede skibe gjorde også, at ”skansekanonerne” skulle udfases.
De kendte købmænd i Svaneke, brødrene Mogens og Christian Mossin Smidt indgik i 1868 aftale med Krigsministeriet om køb af kanonerne og deres kanonkugler fra hele Bornholm. Kanonerne blev videresolgt til smedemester og støberiejer Chr. Strand i Nexø, som lod dem omsmelte.
En del blev anvendt til støbning af vandpumper, hvoraf flere blev opstillet i Svaneke, og således vendte tilbage i mere fredelig form. På de store dobbelte pumper i Svaneke kan man se inskriptionen, Strand på pumpehuset.
De nuværende kanoner.
Et af de vigtigste områder i Svanekes Venners arbejde, er at værne om byens historie og kulturarv. Dette førte i 1989 til, at nogle aktive medlemmer af byforeningen, med skibsfører Poul M. Sonne som initiativtager, satte sig for at genetablere Nordre Skanse og få opsat kanoner igen.
Fra Tøjhusmuseet blev der givet tilsagn om udlån af kanoner (de gamle var jo endt som pumper), og fra Skov- og Naturstyrelsen og Fredningsnævnet blev der givet tilladelse til at udgrave og retablere den gamle skanse. Raperterne blev fremstillet af Bent Larsen, Svaneke Savværk og de opstillede kanoner er af russisk oprindelse.
Selve fremstillingen, udgravning mv. skete med hjælp af frivillig arbejdskraft og med stort engagement fra flere sider. Dermed lykkedes det i 1995 at indvie Svanekes forsvar mod nord igen.
Byforeningen Svanekes Venner støttede genopstillingen økonomisk og har siden haft tilsynet med kanonerne.
Renoveringen er udført af HJB Byg i Rønne, som de sidste 2 uger har arbejdet på at få kanonerne bragt i topform.
Foreløbigt er træværket smurt med en blanding af linolie og trætjære. Senere får det flere behandlinger med trætjære, som fører udseendet tilbage til det oprindelige.
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.