En del af forsamlingen i Byrådssalen
Traditionen tro afholdt Byforeningen Svanekes Venner det årlige sommermøde mandag den 28. Juli.
På trods af sommervarmen var ca. 40 medlemmer mødt op i Byrådssalen på Svaneke Rådhus.
Deltagerne var en blanding af ”sommerbornholmere”, som fik en opdatering på aktiviteterne i byen, og fastboende, der heldigvis bakker op om foreningens aktiviteter.
Forsamlingen blev orienteret om de væsentligste begivenheder siden sidste års sommermøde, som fx: Den store renovering af Svanemøllen, den officielle markering af udnævnelsen til ”Danmarks Smukkeste Købstad”, belysning af vandtårnet ved jule- og nytårstid, engagementet i at fastholde bopælspligten i Svaneke, hæderen som ”årets ildsjæl” på Handelsstandsforeningens Generalforsamling, udstilling af Valdemar Myhres fotografier på Svanekegården og den efterfølgende bogudgivelse på rådhuset på Myhres 150-års fødselsdag.
Endelig blev der også gjort rede for byforeningens tanker om rådhusets fremtid som ”byens hus”.
Bestyrelsen glædede sig over det mandat, man har med ca. 400 medlemmer i foreningen.
Centerchef Bjarne Freund-Poulsen, Ejendomme og Drift, BRK (til højre)
En tradition på sommermødet er, at man siger tak til en person ell. andet, der har gjort en særlig indsats for at bevare byens miljø. Denne hæder tilfaldt i år Bornholms Regionskommune, hvor man har fundet økonomi til at renovere en del af Svanekes gamle bygærde. Man råder samtidig over nogle meget dygtige medarbejdere, som kan det specielle håndværk. Centerchef Bjarne Freund-Poulsen, Ejendomme og Drift og Kenny Pihl fra Vej og Park var inviteret til at modtage byforeningens tak.
Der var herefter en kort pause, hvor der blev serveret forfriskninger – og snakket!
Mødet sluttede af med et meget interessant foredrag af arkitekt Niels-Holger Larsen, Rønne, som har været byforeningens tilsynsførende ved renoveringsarbejdet på Svanemøllen. Han besidder desuden en kolossal viden om møllekonstruktioner og har kendskab til mange af de bornholmske møllers historier. Det blev et spændende foredrag, hvor nogle af de tilstedeværende kunne supplere med lokale, små detaljer.