Jeg havde ikke boet i Svaneke i mange dage, før jeg første gang hørte om doktor Larsen. Anledningen husker jeg ikke, men måden ordene faldt på indikerede, at det ikke blot var en person, men en institution, der blev omtalt.
Da jeg blev indvalgt i bestyrelsen for Byforeningen Svanekes Venner i 2012 oplevede jeg det samme. Selvom Flemming adskillige år tidligere var udtrådt af bestyrelsen, var han på mange måder alligevel tilstede. På bestyrelsesmøderne kom snakken hurtigt til at strejfe Flemming - både i ren nostalgi, men bestemt også med tanke på retningen for foreningens arbejde.
Siden har jeg virkelig forstået, i hvor høj grad Flemming Larsen har præget Svanekes udvikling.
I en menneskealder påtog Flemming sig opgaven med at værne om byens miljø i overensstemmelse med de intentioner, der lå til grund for byforeningens tilblivelse. Nogle har utvivlsomt været irriterede, over Flemmings vedholdende ønsker om at overholde de vedtagne retningslinjer for den gode byggeskik, men heldigvis kunne de fleste se værdien i at bevare den smukke gamle købstad. Også Svanekes 2 gamle møller havde Flemmings bevågenhed. Han tog byforeningens ejerskab alvorligt og arbejdede energisk for at indsamle midler til vedligeholdelsen. Hvis ikke tilskud fra fonde, legater og offentlige kasser slog til, havde han en evne til at trylle det manglende beløb frem. En evne vi var mange der beundrede!
Flemming var bevidst om, at kravene til byens borgere om den rette renovering ofte kunne være dyrere end ellers, og derfor var han også initiativtager til oprettelsen af Bevaringsfonden for Svaneke. Via en arv og andre indsamlede midler understøtter den husejere, der pådrager sig ekstraudgifter i forbindelse med renoveringsarbejder. Fonden har siden sin oprettelse i 1983 uddelt betydelige beløb til husejere i Svaneke.
Da Svaneke i 2013 blev kåret som ”Danmarks Smukkeste Købstad” af Bygningskultur Danmark, var det i betydelig grad Flemmings fortjeneste, da begrundelsen primært var byens helstøbte og autentiske præg.
I min tid som formand for Byforeningen nåede jeg heldigvis at lære Flemming at kende bag facaden. Jeg oplevede den kæmpe viden og det store engagement, der stadig var tilstede, og som brændte i samme omfang som den altid nærværende pibe.
Flemming tørstede ikke selv efter anerkendelse – han var optaget af at nå sine mål! Alligevel kan vi andre glædes ved, at Flemmings indsats nu anerkendes så bredt, at udsagn i retning af: ”Åh, hvor var det dog godt, at doktor Larsen påtog sig at værne om byen, selvom det kunne virke irriterende dengang”, kommer til at stå som et varigt minde over Svanekes æresborger.
I Byforeningen udtrykker vi et: ”Æret være Flemming Larsens minde”.
Henrik Søby